Kronik - MORGENAVISEN Jyllands-Posten | Torsdag den 14. maj 2020
Stop jer selv, alle jer, der benytter coronakrisen til at sammenføre den med klimakrisen. Det er tosseri. Til gengæld er vi i afstanden og frygten både kommet tættere på os selv og hinanden (og naturen). Mange tak for det, covid-19.
Tegning: Rasmus Sand Høyer
Godt så! Nu melder jeg mig så også under fanerne af virusnovicer – der tillader sig at udtale mig om noget, om hvilket jeg absolut ingen forstand har.
Indtil nu har jeg ikke orket at kloge Åge den i det her: Hvad kan vi lære af Corona. For jeg kunne se strømmen af eksisterende eksperter” (”kendte”), kommentatorer og wanna be´s – komme med den ene kliche efter den anden af selvfølgeligheder og indlysende populistiske indsigter om menneskets lidenhed, sårbarhed, guds straf, naturens straf mod menneskeheden, kapitalismens fallit, industrialiseringens kapitulering, egoismens og individualismens modslag – osv. osv.. En lind strøm af bla bla bla. Vi drukner i strømmen af selvindsigter – så vidt at det ender som blindsigter.
Men stop nu jer selv, jer der nu udnytter Corona Krisen, til at gøre den til analog med Klima Krisen. Det er for mig at se totalt klimatosset. Men let købt. Dog langsøgt. Og totalt sammenblanding af årsag virkning og agendaer.
Som blot et eks. blandt mange misinformatører, læste jeg i svenske Expressen d. 13. april, kunstneren Björn Ola Linds med skræmme-retorik og reference til den indfødte urbefolkning Mamos´ernes i Colombias romantiserede enhed med naturen skrive, at virusspredningen sådan overordnet set hænger sammen med både global opvarmning, afskovning og mindsket biodiversitet. I mine ører lyder det som – ja – langt ude i skoven at føre som en afgørende tese for vira i verdenen. Det er at misbruge den igangværende Corona krise til argument for en helt ”anden sag”. Det er synd. For Björn Ola Lind har, som mange andre klimaforkæmpere, ellers mange fine refleksioner om de indfødtes måde at anskue samlivet med naturen på som en del af os selv, og at den også skal have rettigheder. Disse skal klart overvejes, men ikke misbruges ift sin sammenhæng med vira. Og deri ligger faren. Som han og mange andre, der bevæger sig på kanten af reel informativ indsigt, for så anvendes det frygtbaseret til et andet ”åndeligt” ærinde på forkerte præmisser. Og ender med misinformation, forvirring, utryghed og forkerte beslutninger. Vi redder sgu ikke verdenen fra virus ved at fælde færre skove og smelte mindre is!
Ånden, hånden og intellektet må gå sammen, og ikkehver for sig, eller skævvredet. For ellers bliver det til unødig frygt, dårlige løsninger og fejlsatsede ressourcer. Vores omgang med naturen er én sag. Vores omgang og forståelse af virus en anden. Og jo de er en del af hinanden, men ikke i en årsag virkning. Det er ikke et vira eller naturen. Eller naturen frem for et vira. Det er både og. Så stop nu Bjørn Ola og alle jer der søgerårsagssammenkædning med klimakrise og Corona-krise.
Der har til alle tider været vira i naturen. Dette har isoleret set. Som koncept. Som en slags naturens orden, intet at gøre med, hvordan vi behandler naturen. Det er naturens orden. Det er en omstændighed ved det levende, at der findes bakterier og vira. Så lad nu være med at overføre det til klimakamp og klimadiskussioner relateret til, at vira er universets straf til mennesket for måden, vi har behandlet naturen på. Sikke noget fis – sågar sagt af én, undertegnede, der selv søger og arbejder med spiritualitet og åndelighed. Men come on.
Ét af de ledende postulater fra klimaekstremisterne er at lære af nomadefolkene, lære af de indfødte og deres tilgang til naturen. Ellers kommer den efter os med fx vira. Passe på moder jord, altings forbindelse og alt dette, som jeg i øvrigt er helt enig i – det har bare ikke noget med Corona-krisen at gøre. Og det de, der støtter denne årsags sammenhænge, glemmer er, at selvsamme befolkninger, inkaer, indianere med videre –netop blev udryddet af vira. Virussen hed bl.a. Columbus. Ikke hans våben – men hans medbragte helt usynlige vira og bakterier. Så det vi reelt kan lære, sådan helt ind til benet er, at vi mennesker smitter hinanden med vira, naturen smitter sig selv med vira. Og nogle gange er de vira, der opstår ekstraordinært svære for vores organismer at håndtere. Så vidt, at vi dør af dem.
Er det naturligt at ikke flytte os rundt? Skal vi stoppe fuglene fra at flyve sydpå om vinteren og nordpå om sommeren? Skal de flyve én og én og ikke sammen? Kan vi det? Giver det mening i naturens orden? Ikke for mig.
Vira er en omstændighed ved at være en del af naturen. Idet vi er en del af naturen, er vi også underlagt naturen. Darwins udviklingslære gælder stadig. Det er den omstændighed vi må lære at acceptere. Vi er dødelige – naturen udvikler sig hele tiden – der udvikles hele tiden nye arter– også nye vira. De mest veltilpassede overlever. Det gælder både vira, mennesker og resten af naturen.
Måden at undgå vira på er, at vi undgår at omgås med hinanden, undgår af rejse til fremmede lande og kulturer, hvor der er andre vira end vores. Og/eller hvortil vi bringer andre vira end deres. For vi kan dø af det. En anden læring er, at udsætter vi os ikke tilstrækkeligt for vira, så dør vi endnu lettere af en ny vira. Så læren er også, at vores naturlige system har brug for sådanne påvirkninger, modstande, for at holde sig stærk. Nærmest en slags immunsystem træning – helt som når vi også løbende skal træne vores muskler.
Så et stort spørgsmål er. Er vi villige til at holde op med at rejse for at undgå smitteriet? Giver det overhovedet mening? Er det naturligt at ikke flytte os rundt? Skal vi stoppe fuglene fra at flyve syd på om vinteren og nordpå om sommeren? Skal de flyve én og én og ikke sammen? Kan vi det? Skal vi stoppe os selv for det samme – vil vi det? Er det naturligt? Giver det mening i naturens orden?
Ikke for mig!
Men vi må lære, hvordan vi styrker vores immunforsvar samt minimerer risikoen for at smitte andre og selv blive smittet. Uanset hvor i verdenen vi rører os. For røre os, og at gøre det og at være sammen, mødes, møde nyt, møde nye – det oplever jeg er en lige så naturlig del af naturens naturlige orden og udvikling - som vira er det. Om så det gælder livet.
En anden læring, er læren om vores utrolige tilpasningsevne, forandrings-evne, villighed og hastighed. At vi kan det, når vi vil det - og vi kan iøvrigt se, at det påvirker klimaet, når vi sætter verdenen mere i stå. Det kan vi tage med ind i den vigtige klimadebat og isoleret set med den indsigt, at vi i naturens orden er ufatteligt små – og meget let kan fjernes fra jordens overflade nu i stedet for om?, hvis ikke vi ”passer på den anden” og dermed reelt naturen herunder også forstået som hinanden.
Så hvordan kan vi fremadrettet stadig være sammen, rejse ud og rundt i en spændende verden, hvor vi fortsat har brug for vira – men samtidig kan dø af den?
Her må vi sætte vores lid til menneskets overordnede overlevelsesevne isoleret set samt videnskabens evner og råd om immunitetsskabelse, vacciner, hygiejne og samværsadfærd bredt set.
Vira er en omstændighed som døden og amen i kirken – og ikke en isoleret afledet effekt af vores ringe behandling af naturen! Vira er ingens skyld. Som døden for det meste ej heller er det.
Og det er slutteligt, hvad denne ekstraordinært smittende og dødelige Covid-19 virus har ført med sig til en ny-reflekteret verden, der fik muligheden for at stoppe op og trække vejret. En ny-oplevet nærhed til døden. Og dermed til livet. Til en stille introvert selvrefleksion over, hvad der er vigtigt for os selv, hvem og hvordan vi vil være – for os selv, med os selv og vel først og fremmest for og med hinanden. Og herunder så sandelig da også, hvordan vi vil være med naturen.
I denne tid er vi i afstanden og frygten – både kommet tættere på os selv og hinanden (og naturen).
For dette siger jeg dig så mange gange tak Covid-19.
Som jeg dig både elsker og hader
Kroniken blev bragt i MORGENAVISEN Jyllands-Posten Torsdag den 14. maj 2020