top of page

"Du fatter ikke, hvor livet er!" - Masterclass i autenticitet

Opdateret: 19. mar. 2023

Dagen byder mig at falde over et Radio 24/7 interview af vores allesammens Ghita Nørby - foretaget af unge Iben Maria Zeuthen. Det er noget af det mest nærværende, underholdende, sjove, seriøse, provokerende, bevægende radio, jeg længe har hørt. En samtale om at være ung og gammel, stor og lille, mor og datter, klog og dum. 


En Masterclass i kontaktfuldhed og ikke kontaktfuldhed mellem mennesker. Ghita lærer unge Iben noget om nærvær, autenticitet og uselviskhed og vi lærer i sandhed noget om Ghita og om selviskhed, dømning, modstand og vrede.


Ghita formår at give en hudløs indsigt til den unge Iben Maria om - hvor uinteressante møder kan være mellem mennesker, og hvad der blokerer. Ghita deler ud af store vigtige gaver. Ja - det lyder provokerende. Men det er jo lige nøjagtig der - muligheden er. Muligheden for at lære. Yes - tænker jeg - bliv ved Ghita. Bliv ved.


Respekt for Iben, der formår at holde ud - og ende med at komme tæt på - da hun endelig - og nok helt ubevidst - selv byder på sig selv og tager egne beskyttende parader ned. Overgiver sig til det, der er. Sådan. Så blev det interessant, for os, og også for Ghita. Der var du Iben, der var du Ghita - der mødtes i så. Der var mennesket - der var uperfektheden. Der var uplanlagtheden. Der var interessen i det andet menneske ift. det, der sker lige nu og her og ikke ift. planlagte spørgsmål i en notesbog. Nej - vi kan ikke planlægge møder mellem mennesker. Vi kan forberede os og så tage armene ned langs siden. Det er guld det her Ghita. Tak! Tak Iben.


Ghita - fremstår som både enormt ukærlig - men også enormt ærlig. Det er vanvittigt interessant at opleve. Vanvittigt interessant at se reaktionerne på de sociale media.


Da Iben når til spørgsmålet, om Ghita aldrig har været bange for at ligne sin mor - er det svært at ikke relatere til Ghita´s modstand og afvisning af Ibens tilgang til interviewet og manglende nærvær med sig selv i starten af interviewet. Ghita svarer, at hun på ingen måde ligner sin mor, hvilket vel både er sandt og så ikke. Mon ikke at Ghita´s styrke, ærlighed og irritation over Ibens kontaktløse tilgang og med sin kønne fremtoning, netop skubber i Ghita med afsæt i sin mor - og hendes relation til sin mor. BUM siger det - godt set Iben. Ghita svarer med stor afsky, jeg ligner på ingen måde min mor. Well, tænker jeg...... det kommer vel an på øjnene, der ser. Iben, der kunne du godt have gået til den. Gået til Ghita. Men måske var det så fint nok, at du ikke gjorde det. Du lod det stå...... det kan egentlig også noget.....


Længe leve kontaktfulde møder mellem mennesker. Længe leve ærlighed og menneskelighed. Længe leve perfekt uperfekthed.


Jeg elsker autenticitet og ærlighed, og er helt høj over de gaver på gaver til Iben! Men også gaver til os om indsigt i et folkekært væsens - ubarmhjertelige ærlighed. Modstand, sorg og vrede. Jeg ville ønske, der var mere af det i vores verden. Mere ærlighed og ligefremhed. Ghita ønsker jo ikke at gøre Iben noget ondt, faktisk ikke - hun er bare så provokeret. Og siger det. Provokeret af at Iben ikke møder hende, sådan som hun havde forventet. Men vel også rigtigt nok - uden hjerte - men mere med hovedet!


Jeg elsker Ghita for at være præcis, den hun er! At vove at stå for, hvad hun mener og tænker.


Til unge Iben siger Ghita bl.a.:


"Jeg forstår ikke et ord af, hvad du siger........"

"Du fatter ikke, hvor LIVET er.....optaget af egne strukturer, planer, pænhed...... stakkels menneske....."


Jeg er bange for at træde dig over tæerne..... siger Iben....

Ghita svarer, ja så kommer du sgu ingen steder her i livet.....!


Ghita siger også andre ting, som er mindre pæne og direkte personligt dømmende - hvis man vælger den tolkning. Alternativet er at forsøge at forstå, hvorfor Ghita siger "du er dum". Hvad er det, hun forsøger at få Iben til at forstå. Er det "sandt", meningsfuldt, det Ghita reelt siger.... ? Meget af det er, hvis du spørger mig.


Om den meget personligt direkte dømmende tilgang er fremmende for en god dialog mellem de to. Det er der skrevet mange bøger om. Det er det næppe. Men det er ærligt.


Her er godt nok meget at lære for os alle. Interviewet er guf for den, der interesser sig for kommunikation, kontakt, autenticitet og nærvær. Og sorg, vrede og glæde i mennesker.


Jeg bøjer mig uanset "dumme ordene", totalt for Ghita´s fuldstændigt kyniske autenticitet og ærlighed. Menneskelighed. Modstand mod det nye (eller det dumme). Krav om nærvær og hør nu, hvad jeg siger menneske - jeg kan ikke det, der. JEG VIL IKKE!


Du er så selvhøjtidelig, så man næsten ikke...... du får intet ud af mig. Stakkels dig.......! Du byder ikke, du er ikke.......!


Ghita er og byder - om det er pænt - det er en anden sag. Kunne hun have været nysgerrig på Iben, ja det kunne hun....... og var det vel på en måde også....på sin helt egen måde.... Det var jo Iben hun ville se og møde. Som jeg hører det....... Godt så...


Værsgo...... Lyt selv - hold ud - og lad mig høre dine tanker, hvis du har noget fornuftigt at sige - ha ha :-) ?


https://www.24syv.dk/programmer/24syv-dokumentar/49576480/hele-danmarks-ghita-1





399 visninger3 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page