Var forleden til en lille "intim-koncert" med Sanne Salomonsen. Jeg havde både store og ingen forventninger. Sanne som er og var lyden af min ungdom - 80-erne især. Sneakers og Anne Linnet Band som de helt store. Sidste gang jeg var til koncert med hende var faktisk for hele ca 40 år siden. 40 år.
Det var i Pumpehuset og Sanne som forsanger i Sneakers. Vi stod helt oppe foran og alle vi unge sidst i teenageårene var helt væk. Væk i tidens musik. Væk i en Sanne, som ved opslag i Google ikke har været mere end slut tyverne dengang. Altså ca 10 år ældre end os. Hun og Sneakers var een af de helt store. Vi var fans. Der udstrålede en virilitet og energi fra hende især - men også fra musikken og bandet. Vi var så meget til fest. Så meget i live.
Forleden var jeg der så igen. Omen i en noget mere "andægtig" siddende bespist opsætning og ingen fulde råbende skrålende unge oppe foran ved scenen. Alle siddende pænt ved de hvide duge, rødvin og fin mad. En noget - nej en meget anderledes opsætning end for 40 år siden.
Og så kommer Sanne. Sanne og orkester på scenen. Til stor - omen moden behersket klappende jubel fra de ca 140 tilstedeværende gæster. En gennemsnitsalder - formentlig på min egen. Sådan halvtredserne. Selvom der både var ældre og yngre tilstede også. Min ældste søn på 32 inklusive.
Der var masser af dejlige genhør. Men især blev jeg fanget af den utrolige livsglæde og det menneskelige ærlige menneske, der gav af sig selv uden forbehold. Siger hov, jeg er sgu ved at tabe bukserne. Siger at vi heroppe, bandet, vi elsker når folk drikker sig fulde. Kom så, få jer en ordentlig drink i pausen, så i kan skråle endnu mere med. Vi elsker det. Og så danser hun rundt, smilende og klappende, som var hun stadig i tyverne - omen hun ikke længere vil op og danse på bordene. Det er jeg sgu blevet bange for, siger hun. Een råber fra salen - vi elsker dig - du er stadig den samme. Og Sanne smiler og bukker og siger tak skat - men jeg er sgu godt nok blevet gammel. Stort smil, ingen krukkethed - bare menneskelighed, humor og glæde.
Og så kommer sangen, der vedbliver at klinge i mine ører, siden forleden. Hjem. Omen teksten på en måde er banal - så berørte den mig lige der, og stadig. Båret af Sanne og hendes historie om at vende tilbage fra en voldsom blodprop. Tilbage til sig selv, finde sin stemme igen og modet til at gå på scenen - og til at se hende stå der nu igen. Stadig samme Sanne, og så alligevel ikke. Og så alligevel så meget Sanne selvfølgelig.
Tak for at du stadig er her, og viser os, hvad vi kan, når vi vil - og ikke mindst bare er blevet endnu mere dig selv, så du på så mange måder kan vise os en lysende levende nærlig og værlig vej. Hjem.
HJEM
Der er intet, der sker uden en grund
Var der nogen der fortalte mig, dengang jeg var ung
Jeg har prøvet alt
Og selv hver gang jeg faldt, rejste jeg mig op igen
Og jeg kan vise ar på min krop og på mit sind
Jeg har prøvet alt
Jeg har prøvet alt
Som et vers der fandt sin sang
Står jeg her, og selvom vejen den var lang
Så er jeg kommet hjem
Så er jeg kommet hjem
Der er intet, der lokker mig tilbage
Ud af dette øjeblik, denne time, denne dag
For jeg er landet her
Og jeg er præcis, hvor jeg ska' vær'
Er ved at finde frem til det menneske, jeg er
Jeg er ikke bange for at fejle mer'
Lever man, er det jo, hvad der sker
Som et vers der fandt sin sang
Står jeg her, og selvom vejen den var lang
Så er jeg kommet hjem
Som et vers der fandt sin sang
Står jeg her, og selvom vejen den var lang
Så er jeg kommet hjem
Så er jeg kommet hjem
Hå-åh-åh-åh-oh-oh-oh-oh
Hå-åh-åh-åh-åh-oh-oh, oh-oh-oh
Så er jeg kommet hjem
Så er jeg kommet hjem
