• René Crone

De fede forlader os først? Nekrolog

Nekrolog | Morten Lindberg af René Crone


Tirsdag eftermiddag, sidder i køkkenet i Maria´s lejlighed i Gøteborg, og bliver fanget af en Instagram post: ”Farvel Morten”, og et billede af Master Fatman, Tykmesteren, Morten Lindberg, Tussi, Tykke. Morten er død, står der. Morten Lindberg døde, tirsdag d. 26. marts 2019, blot 53 år gammel. Det står der.


Morten er død. Det runger i mit hoved. Der tales til mig – men jeg forsvinder. Hvad? Morten er død…. Morten er død siger jeg. Det kan ikke passe. Maria vent lidt – Morten er død. Jeg er rystet – og dybt berørt. Som i – nej hør nu – det må være en spøgefuld joke. Går ind på nettet – søger nyheder. Morten er død, kun 53 år gammel. Pis Morten. Det kan du ikke. Det er ikke okay. På alle måder ikke okay. Du har 5 børn og kone – det går ikke. Hvad med alle dine dejlige programmer i radioen. Det går ikke. Kom tilbage. Hvad med de herlige passiarer, når vores veje krydses. Og ja selvfølgelig – hvad med dine fantastiske krammere. Din kærlighed til jazzen, musikken, dansen, København, børnene, livet, glæden og legen. Kærligheden hvad med den Morten – hvem skal vogte den nu. Det går ikke. Byen, vi – os alle. Vi kan ikke leve uden den kærlighed – din manifestation af alt det vi alle (eller i hvert fald jeg) drømmer om at gøre, være og give eller ikke har gjort – og netop derfor rammer det mig så voldsomt. Morten din kærlighed til livet og alle mennesker var enorm – desto mere bizart er det, at netop du skal forlade os. Det gør du bare ikke…… det kan du da ikke?


Jeg åbner straks for radio 24/7 og ja – også der bekræftes det. Morten er død – og der er et mindeprogram for Morten. Et mindeprogram for Morten. Det er helt forkert. Helt forkert. Det berører mig – jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg skal sætte mig, stå op. Morten er død. Jeg bliver virkelig ked af det. Som i virkelig ked af det. Som i også rystet. Jeg kommer ikke mere til at møde Morten. Jeg kommer ikke mere til at lytte på Mortens jazzede stemme i radioen. Ikke flere samtaler. Ikke det interview du lige havde inviteret mig til i Croque Monsieur for bare 2 uger siden – efter en vidunderlig passiar om livet, legen, glæden og autenticiteten. Ikke flere glade, levende, nærværende møder. Morten du er fandme død. Hvad med alle dine børn og din kone. Stakkels dem. Århhh for himlens skyld altså…..….


Læser og læser mindeskriv på mindeskriv og farveller til dig Morten på nettet – liker og liker, og fælder nogle tårer. Det her berører mig. Det her er så meget ”en stor kosmisk fejl” – som Niels Boe – så skarpt skriver det på nettet. EN STOR KOSMISK FEJL. Vi elsker dig. Du elskede os. Nej nej nej skriver jeg et sted. Morten bliv her lidt endnu……


Din afsked med denne manifestation på jorden – berører mig. Du er en stor del af mit voksne liv. Med alt du har begået. Du har påvirket mig og ”mødt mig” i flere omgange. Og vildt nok altid på vigtige tidspunkter lige før, under eller efter store radikale skift i mit liv. Fandme som en slags engel. Du dukkede altid op, gjorde en forskel – gav et vigtigt bidrag. Skabte noget i mig – som ikke var skabt. Hvis ikke du havde været. Jeg er dig vældig taknemmelig – meget mere end jeg var klar over – og aldrig egentlig fik sagt. Sådan er det – når mennesker går for tidligt bort. Men også når de bliver her. Vi får ikke sagt, det der skal siges – til dem det skal siges. Og så pludselig er det for sent. Se nu at få det sagt, så nu siger jeg det. Skriver jeg det. Til dig, for dig, dine og om ikke for andre, så for mig selv. TAK Morten. Og håber, at du ser det. Det gør du – jeg ved det.


Tak for jazzen, tak for krammene, tak for musikken, tak for ginen du gav mig, når du var DJ og ikke selv ville drikke den. Tak for gode samtaler om livet, glæden og legen. Først og fremmest legen i livet. Det var vitterligt det sidste vi fik talt om. For blot et par uger siden på Granola, da du efter foredraget med Carsten Jensen, glad kommer og giver eet af dine store kram og inderligt spørger til mig. Hvad så René, lad mig høre, jeg ser med glæde – hvad du poster på Facebook – det varmer mit hjerte René. Det siger du – det berører mig. Det betyder faktisk noget for mig, at du siger det, at du sagde det.


Vi sætter os udenfor Granola. Du byder til – du er vitterligt interesseret. Og vi kommer hurtigt ind på noget, jeg har på sinde. Og som resonerer så fantastisk med dig. Det at bevare legen, jeg fortalte om min egen ”craving”, og ønsket om, at jeg selv havde formået det på samme niveau som du. At bevare legen – legen i hverdage, i livet, i jobbet. Jeg fortalte – heldigvis – det fik jeg sagt – hvor meget jeg beundrede dig og dine mange ”legekammerater” fx på 24/7, og jeres ukuelige evne til at have bevaret netop det legende i det i ”gør”. Det du gjorde.


Men vi talte også om meget andet – pudsigt og bizart nok talte vi også om pension, om at spare op. Og du fortalte, at du havde sgu ikke rigtig fået styr på det med pensionen. Og vi syntes begge at have den holdning, at ”det løser sig”. Tillid til, at det løser sig, det har det jo gjort indtil nu – det plejer jo at give sig. Så spar nu ikke for meget op. Det er jo nu vi skal leve. Nu vi skal leve…..


Vi talte også om frygt. Frygten for at ikke være god nok. Din kone havde holdt dig op på, hvor tossede vi danskere er. Hvor mærkeligt det er for hende at opleve, hvordan vi ikke kan være nærværende tilstede af frygten for, at det vi laver, skal være bedre, bedre, bedre – at det ikke er godt nok. Hvordan kan vi være kreative, udforskende, undersøgende, lærende, givende og hvordan kan vi leve – med den tilgang i os, over os. Noget i den retning – havde hun meget begavet og opmærksomt konstateret om os danskere. Hvad er det i er så bange for? Frygten for at ikke være god nok? At ”det” vi gør, den vi er, ikke er godt nok – ikke er det bedste. Meget begavet – meget opmærksomt. Er det målet eller rejsen – der er livet? Tænker jeg ved mig selv. Er det en stor pensionsopsparing – frem for livet nu. Er det nysgerrigheden, udforskningen, legen i det vi gør nu og her. Må eksamensprojektet godt være blot over middel – og vi har lært noget. Det har været givende. Eller er topkarakteren det vigtigste? Skal vi øve os under stressende pres for resultatet på at synge. Eller skal vi synge nu – fordi – det er sjovt, det er dejligt. Eller det bare er rart, fordi vi er sammen om det. Må det godt være dårligt – skal vi alle være stjerner. Eller skal vi være mennesker – helt fejlbarlige tossede mennesker. Der lever nu og her og er helt uperfekt perfekte. Og har det godt med det. Med at være os selv. Den vi er, og dermed være med dem vi er, os selv og alle andre. Sådan som du netop var det Morten. Sådan var du nemlig lige præcis. Du var her. Du gjorde det. Du levede. Du var rejsen – ikke destinationen. Og så blev det rigtig godt alligevel. Måske det bedste….


Vi talte også om autenticitet – det at være sig selv, gå med sig selv. Og jeg fortalte dig om mine oplevelser – da du nysgerrigt og nærværende spurgte til mit liv, mit karriereforløb, mit livsskifte, skilsmisse, kæreste, job, psyko uddannelse, mentor job og sammenhænge. Og jeg fik lyst til at fortælle dig om mine erfaringer omkring nærhed, nærvær og autenticitet og menneskelighed i forretningsverdenen – ikke mindst fra min tid i Microsoft – og min egen rejse fra at performe til at leve. Leve mere. Min egen oplevelse af mig selv og af andre mennesker, der løber og løber for at vise, at de er gode – dygtige – dygtige nok. Og kæmper for at blive set – for at få anerkendelsen. For så at fortsætte med at løbe. Toppen – målet synes ikke at være det interessante heller. Når den ene er nået. Så er der en ny top, der skal klatres på. For anerkendelsens kortvarige oplevelse, er som at tisse i bukserne. En kortvarig varme. Så må der atter løbes efter mere af dette dope. En pokkers masse mennesker, som ikke er sig selv, ikke har sig selv med. Ikke er rigtig tilstede og ofte med en forkert eller alt for stor ”skjorte” på kroppen. En skjorte – en jobtitel, et ansvar for en organisation, virksomhed et team og ja for andre mennesker, som de slet ikke kan fylde med autenticitet, menneskelighed og værdighed. Med kærlighed. Men de gør ”det”, jobbet – for det er det ”man” gør. Og så løber de, så tramper de, manipulerer de – for at vise, at de kan det. For det skal de. Men hvor er de? Hvem er de?


Ikke for at vi ofte talte, men måske med års mellemrum og i den seneste tid lidt oftere. Vi mødtes vel ikke tit – men det var nok. Gennem de sidste 20 år – i forbindelse med kreative samarbejder, konferenciers jobs, simple møder på gaden, med og uden børn, med og uden kærester eller ved én af dine mange ”optrædener” og DJ jobs. Mødet med dig, det gjorde altid en forskel. En forskel for mig. Og jeg oplever, at det gjorde det også for dig. Du var altid tilstede, interesseret, lyttende og udforskende. Og smagte på svarene. Tog dig tiden. Det var rigtige nærværende samtaler. Også om de så nogle gange blot var korte. Et nærværende god dag til ungerne. Måske bare dit venlige smil. Tak for det Morten.


Tak for dig. Din evige inspiration. Dit ufatteligt behagelige og elskelige gode væsen. Du levede og legede mere end mange. Ikke hovedløst – men med mening for det meste. Jeg er af hjertet inderligt knust over din alt for tidlige afsked med os her på jorden. Sættende et endnu større krav til alle os ”andre” om at fylde det store hul du nu levner. Vel vidende at du fremover naturligvis omfavner os som en virtuel del af dit altid elskede kosmos. Og jeg sætter min lid til, at det og din kærlighed – på den måde alligevel stadig er med os. At du fortsat er med os. Det vælger jeg at tro på. Det skal nok gå. Det plejer det jo – der er ikke noget at være bange for, siger du jo. Heller ikke døden.


Jeg nærmest oplever døden din, som manifestationen på dit sluttelige bud til os. Se nu at få levet mens du kan det. Endnu en kærlighedserklæring – fra dig – til mig – til os – ved din afsked. En evig gyldig sandhed. Se nu at lev mens du kan det. Og med kærlighed til de fleste.


Tak Morten! Jeg elsker dig for den du var og stadig vil være ”i mig” – i os. Noget helt helt særligt. Som jeg samtidig græder og er inderligt berørt over, at én af de helt ægte og ”rigtigt fede”, forlader os som den første. Men klart med ønsket om at vi også gør ”det”. Altså det fede. Mens vi kan det…..


Skænker mig et glas urtethe og starter et afnit af Jazzmosfæren – med respekt for og med alle tanker til dig og dine. Men også fordi – det simpelthen bare er så godt at være i!


Farvel Morten! Farvel Tykke! Farvel Tussi! Du er så inderligt savnet.


Kærlig hilsen

René



Foto: Thomas Lauersen

161 visninger2 kommentarer
KONTAKT MIG

© 2019 - René Crone

  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn
  • Instagram

​Telefon: +45 25 15 03 10

rene@croneandco.com